Brød
Grove boller med koldhævning
Dejen røres sammen på ti minutter om aftenen og hæver langsomt i køleskabet natten over. Om morgenen skal bollerne bare formes og bages. Den lange hævning giver mere smag og en saftig krumme.
- Tid
- 15 min + 8 timer + 20 min
- Giver
- 12 boller
Ingredienser
Antal boller
- 25 g gær
- 5 dl koldt vand
- 2 tsk salt
- 1 spsk honning
- 100 g havregryn
- 100 g grahamsmel
- 50 g solsikkekerner, kan udelades
- 500 g hvedemel, cirka
Mængderne regnes om, når du ændrer antallet. Krydderier kan med fordel smages til.
Sådan gør du
- Opløs gæren i det kolde vand i en stor skål. Rør salt og honning i.
- Rør havregryn, grahamsmel og solsikkekerner i, og tilsæt derefter hvedemelet lidt ad gangen. Dejen skal være blød og lidt klistret, så den lige akkurat kan holde formen.
- Dæk skålen med låg eller film, og stil den i køleskabet i 8 til 12 timer.
- Tænd ovnen på 225 grader (almindelig ovn). Læg bagepapir på en bageplade.
- Sæt dejen ud på pladen med to våde skeer, så du får 12 boller. Rør ikke dejen sammen først, så mister den luften.
- Bag bollerne midt i ovnen i 18 til 22 minutter, til de er gyldne og lyder hule, når du banker på bunden.
- Lad dem køle lidt af på en rist.